Kirken er lukket. Men klokken ringer alligevel til gudstjeneste præcis, som den plejer.
Klokken kalder os til gudstjeneste. Fra ældgammel tid, har klokken haft denne funktion i kirkerne landet over. Lidt enkelt fortalt: Første gang den ringer er det for at fortælle os, at der på denne dag er gudstjeneste. Anden gang er det for at sige, at nu skal du tage dit tøj på og drikke resten af din kaffe, og begive dig ud af døren. Tredje gang og de tre gange tre bedeslag betyder, at nu er det nu…!

Men hvorfor ringer Grundtvigs Kirkes klokke, når vi ikke kan komme ind i kirken? Gudstjenesten finder sted i et rum, der ikke ligner alle vores hverdagsrum. Det er på alle måder et rum, der ikke minder om noget andet. Det er på den måde også et frirum for os. Det er også en afbrydelse. Vi sættes fri fra alt det, vi kan og skal. Fra alt det vi slider med. Det er et rum, der peger hen på noget andet, end det vi kan sige os selv, at der er et ”mere end” os selv, og det vi kan i vores liv. Rummet med dets søjler og hvælvinger, buer og høje vinduer er med til at stemme sindet til et møde mellem Gud og menneske. Og vi hører og synger ord til trøst, opbyggelse og håb, nyt livsmod.

Vi kan ikke åbne kirkens døre lige nu. Men klokken ringer stadig. Det gør den, fordi vi stadig har brug for at blive kaldt på og mindet om, hvad gudstjeneste også er. Gudstjeneste er ikke noget, der kun er bundet til det smukke rum. Gudstjeneste er mere end det.

Klokken kalder på os hver søndag, ved ugens begyndelse, for at kalde os til over alt og på alle måder at tjene hinanden. Vise godhed og omtanke, omsorg, velvilje og storsind. Alt sammen ord for at vise barmhjertighed.
Det er også gudstjeneste!

Tekst: Inge Lise Løkkegaard
Foto: Gitte Blom Christensen