Torsdag d. 28. maj 2020, Kl. 20:00 til kl. 22:00

NATKIRKE OM SUND OG SKADELIG KONKURRENCE
9. bud ”Du må ikke begære din næstes hus”

Aftenens samtalepartner er balletmester ved Det Kongelige Teater Nikolaj Hübbe. Samtalen vil handle om, hvornår vi mennesker bliver drevet frem af konkurrence, og hvornår det bliver skadelig for os. Hvilken etik knytter sig til konkurrence, og hvordan hænger konkurrence og talent sammen.

Gratis adgang

---------------------------------------------------------------------
GT-natkirke er en ny form for natkirke i Grundtvigs Kirke. Aftenerne står i oplysningens tegn, hvor vi alle sammen gerne skal blive klogere på de etiske dilemmaer, vi som moderne mennesker står i. 

I kristendommen bliver alle moselovens bud nedkogt til næstekærlighedsbuddet, der lyder: ”Du skal elske din næste som dig selv”. Det vil altså sige, at vi i den kristne etik skal leve vores liv i næstekærlighed - men hvordan gør vi dét i praksis?

Dette vil vi gerne problematisere og diskutere åbent i Grundtvigs Kirke i en dialog med forskellige samtalepartnere og med udgangspunkt i De Ti Bud. Til hver GT-aften fortolker vi et bud og forsøger at forstå det i en nutidig kontekst. Dette gør vi ved at invitere en særlig samtalepartner til en dialog om aftenens etiske spørgsmål. Undervejs vil kirken være stemningsfuldt belyst, og i pausen bliver der serveret Gin & Tonic. Der vil også være mulighed for at skrive spørgsmål og kommentarer til aftenens emne. Vibeke Bidstrup, sognepræst i Grundtvigs Kirke, er vært.